Et oxidationstal er en tænkt ladning på et atom. Man lader, som om hvert elektronpar i en binding gik helt over til det atom, der trækker hårdest i det. Oxidationstallet viser så, hvor mange elektroner atomet har fået eller afgivet.
Sådan finder man det
Tegn stoffets elektronprikformel.
Giv hvert elektronpar i en binding til det atom, der er mest elektronegativt. Er de to atomer ens, får de én elektron hver.
Tæl elektronerne om hvert atom, og sammenlign med atomets valenselektroner, altså dem, det havde som frit atom.
Har atomet fået elektroner, er oxidationstallet negativt. Har det afgivet elektroner, er det positivt. Tallet er forskellen.
Eksempel: vand, H₂O
O er mere elektronegativt end H (3,5 mod 2,1), så O får begge elektronpar.
oxidationstal=valenselektroner−elektroner nuO=6−8=−2så O er −IIH=1−0=+1så H er +I
Fanen Elektronerne viser det molekyle for molekyle.
Reglerne: en genvej
Man behøver ikke tegne hvert stof. For de fleste stoffer giver tre regler det samme tal:
Reglerne
1. H har oxidationstallet +I.
2. O har oxidationstallet −II.
3. Summen af oxidationstallene er stoffets ladning.
Deraf følger, at et grundstof har 0 (H₂, O₂, S₈), og at en ion af ét atom har ionens ladning som oxidationstal (Mn²⁺ er +II).
Eksempel: dichromat-ion, Cr₂O₇²⁻
Ladningen er −2, og hvert O er −II.
2 · Cr + 7 · (−2) = −2
2 · Cr = −2 − 7 · (−2) = +12
Cr = +12 / 2 = +6, så Cr er +VI
Reglerne passer ikke, når O er bundet til O, som i H₂O₂ (O er −I), eller til F, som i OF₂ (O er +II). Så må man tilbage til elektronerne.
Oxidationstallet over et atom skrives med romertal og fortegn: +VII, −II og 0. I mellemregningerne bruges almindelige tal. I felterne kan du skrive begge dele.
12 fane · R start forfra · H rundvisning · T teori · Enter tjek · Esc luk